Man ist das ein geiles Teil! Mit "8 Deadly Sins" gehören die Dänen Manticora an die Spitze des europäischen Metals! Das meine ich wirklich ernst. Waren die Vorgängerscheiben schon ein Kracher, schafft es die Band wirklich noch einen drauf zu setzen. "8 Deadly Sins" ist einfach ein geniales Metalalbum.

Dabei verbraten die Dänen sowohl Power, Epic, Progressive, Melodic und gar Thrashelemente und präsentiert dies musikalisch absolut auf höchstem Niveau. Die Riffs sausen einem um die Ohren, dann gibt's wieder ruhige epische Elemente, quasi nebenbei werden einem auch noch grandiose Gitarren und Keyboardsolis geliefert.

Dabei überzeugen Manticora sowohl in Abgehparts als auch Midtempoteilen. Ein Album voller Überraschungen und musikalischer Raffinessen. Dabei wird der Song aber immer auf klarer Linie gehalten und überzeugt auch noch durch Bombastchorusse. Definitiv ein Album des Jahres!!! Wer Manticora bislang noch nicht kannte, sollte sich nun aber tüchtig die Ohren waschen! Die Jungs sind zu einer der besten Bands Europas gereift!!

Manticora bliver ofte omtalt som Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Efter tre ret sublime udgivelser er det desværre stadigvæk et band man sjældent hører omtalt, og man må sige at Manticoras berømmelse bestemt ikke er gået hånd i hånd med bandets kvalitet, desværre. Nu har de kappet båndene med italienske Scarlet efter et indrømmet skuffende samarbejde, og er på banen med fjerde fuldlængde, ”8 Deadly Sins” i folden hos Masscare Records.

Da Manticora er et band der er gået fra musikalsk styrke til musikalsk styrke med nogle enormt stærke albums i bagagen sættes forventningerne selvfølgelig højt til ”8 Deadly Sins”. Albummet lægger ud med en intro der sætter en historie i gang om en mand der på sit dødsleje, til lyden af en rullende hospitalsseng og diverse hospitalsmaskiner, ser tilbage på sit liv. Alle sange på albummet har et årstal i hans liv samt en dødelig synd knyttet til den, og Manticora har opfundet 8 dødssynder der varierer lidt fra de oprindelige, for som outroen siger, ”I know now that every man has his deadly sins”.

Introen bygger sig op til at fortsætte ind i sangen ”Ring Of The Absurd” som starter albummet på fornemste vis med stemningsfyldt power metal af høj kvalitet, og gør det klart at bandet ikke har tænkt sig at gøre dette til deres første ”sløve album”. Jeg er hverken power metal ekspert eller fanatiker, men Manticora har en meget unik lyd og låner fra andre genrer, især thrash metal, hvilket gør deres musik langt mere original, og helt klart mere spiselig for dem der måske kører sur i de til tider overdrevne melodier og sopran vokal man ofte finder inden for genren.

Åbningsnummeret bliver langt fra det første eller bedste guldkorn på ”8 Deadly Sins”, og man får hurtigt et indtryk af at man sidder med et album der er gennemført til perfektion. ”8 Deadly Sins” hænger enormt godt sammen hvad angår rækkefølgen af numrene, og der ikke en eneste sang man ikke bliver fanget af. Især numrene ”Ring Of The Absurd”, ”Playing God”, ”Creator Of Failure” og ”It Feels Like The End” byder på ekstremt fede riffs, meget variede dele i musikken, og især omkvæd der fuldstændig river en med og får en til at smide sin knyttede næve op mod himlen som man forestiller sig en power metal fan ville gøre det.

Brugen af det danske talent Finn Zierler (Beyond Twilight, Twilight) på keyboards tilføjer helt klart også ”8 Deadly Sins” et præg af perfektion, og hans soloer på blandt andet ”Playing God”, ”Melancholic” og ”Fall From Grace” får en til at glemme at der findes en Derek Sherinian og gør overbevisende til et meget fattigt ord.

Umiddelbart havde jeg svært ved at tro at Manticora var i stand til at lave et album der ligefrem kunne slå benene væk under mig, især fordi at deres sidste album netop gjorde det. At et band udgiver et fantastisk album, og følger det op med et der er endnu bedre er mere end sjældent. Ikke desto mindre kan man ikke andet end at bøje sig i sandet og blankt erkende at ”8 Deadly Sins” er intet mindre end et mesterværk. Og det kommer fra en person der måske ejer et eller to album inden for genren mellem 200 thrash, death og black metal skiver, hvoraf det ene er ”Hyperion”.

Det er på høje tid at verden får øjnene op for Manticora, og hvis et kompetent pladeselskab og et album så fænomenalt som ”8 Deadly Sins” ikke kan gøre det, så er intet godt nok hvis man er et dansk power metal band, hvor ufortjent det end måtte være. Med et år der har set nogle fantastiske udgivelser ryger ”8 Deadly Sins” uden tvivl op blandt de 10 bedste på undertegnedes liste.

Yep. The masters are "back". And the most impressive part is that they're as good as before, and they don't stick to the same old stuff - they keep the same recipe, but their riffs are different and new. This sounds similar to "Darkness With Tales to Tell", but in the same time it's totally different, let me explain.

Most fans will like Manticora for their very dark side, and for their thrashy and melodic riffs, and all of the above is still in this album: Half Thrash, and half Power. They still do that, but all their riffs are changed, they're different, but the songs always keep their dark tone. Just like their other works, or Darkness with Tales to Tell, this album doesn't really have a stand-out track, as in all of the songs are pure riffage. I can just put my player on random for hours with this album playing and i'll always be satisfied. The riffs vary so much, they never get old.

Of course the thrashy riff always make you wanna get up and start headbanging forever, as usual. The drums are excellent as usual, without trying anything too new or trying to cover up the riffs. The same goes for the keyboard, they're there, but they never try to hide the talent that the guitarist has.

This album still has the frighteningly amazing speedy guitar solos also. Well, it really is that simple, just like the other Manticora albums: Pure and amazing riffage from start to end. Another legendary Power metal album that will go down in its genres' hall of fame...

Endelig litt moderne heavy metal som virkelig slår an med en knallfet sjangerblanding! Var litt redd for at dette kunne være talentløs skvipe metal, men takk og lov for det var feil! Manticora er fra Danmark (en av grunnene til min skepsis, for etter min smak er det lite bra HM derfra...) og gjengen spiller megabra heavy metal av den litt moderne typen, men med en stor fot innafor thrash også.

Hvis man stripper ned Blind Guardian ned til bare metal rundt ”Somewhere Far Beyond”, tar bort alt av fantasy-stemning og slikt – men beholder koring og intesitet og tar så det og mikser det inn med heavy metal fra læreboka og kanskje litt Exodus-thrash (Tempo Of The Damned) så begynner vi å nærme oss en smule. I tillegg har Manticora en bra vokalist som skiller seg noe ut fra mengden, kan kanskje minne litt om Hansi fra Blind Guardian med mye bedre engelsk og mindre rasping i stemmen.

Det er så mye bra som skjer i låtene til dette bandet og de har noen overganger som virkelig overrasker, i tillegg har de en mørk steming som ikke er helt vanlig å finne i denne typen musikk så ofte. På toppen av det hele så har de med seg en keyboardist som er vant til å spille prog metal og det merkes godt på denne skiva og gir den av og til en litt prog-stemning som også passer veldig godt inn. Såvidt jeg vet har ikke bandet fått så veldig mye promotering tidligere, men denne skiva blir godt spredd og man får nok sett en del promo også.

Definitivt et band for framtiden som det skal bli veldig spennende å følge!

Deux ans après son copieux album sur la non moins copieuse saga d’Hyperion, Manticora nous revient, cette fois sur le label Massacre, mais toujours avec un album concept : l’histoire d’un homme qui sur son lit de mort, repasse différents moments clés de sa vie, ses principaux péchés, les titres correspondent aux années de ces souvenirs, le premier est 1934 et le dernier 2004.

On se retrouve avec le style flamboyant des Danois, un power metal épique, sombre et complexe, qui pourra toujours séduire les fans d’Evergrey et de Blind Guardian, mais aussi de Nevermore lorsqu’il tire vers le thrash. Par rapport à Hyperion, ce nouvel opus est plus accessible, même si les compositions sont toujours très recherchées, le côté accrocheur est plus marqué, c’était mon principal reproche quant au groupe, donc bon point pour eux.

Les amateurs de branlette de manche (de guitare, hein ;-) ) seront aux anges, les Danois s’en donnent à cœur joie ; le claviériste s’y met aussi pour des duels de haute voltige avec les guitares, je crois qu’il est fan de Jens Johansson de Stratovarius ! De ci de là, quelques chœurs ajoutent encore du relief et de l’intensité. On ne change pas une équipe qui gagne, c’est bien connu, donc Tommy Hansen a encore une fois signé une excellente production. Un métal raffiné et solide, du travail d’esthète !

Lad klichéen runge igen. Danmarks førende powermetal band, Manticora, er tilbage med en ny skive, den fjerde i rækken og hvilken én! "8 Deadly Sins" er titlen og endnu engang har de københavnske drenge valgt at lave et konceptalbum, som man kender det fra King Diamond, dog uden at drage yderligere paralleller.

"8 Deadly Sins" er med sikkerhed bandets bedste plade til dato og manifesterer deres status som en af landet bedste i genren. Deres forrige udgivelse, "Hyperion", var også et kon-ceptalbum, men til forskel fra denne, så har "8 Deadly Sins" et bedre flow og musikken er mindre præget af konceptet end den forrige.

Derudover veksler musikken godt mellem det ultra-melodiske og det nosse-tunge og alt dette hænger har-monisk sammen som en enhed, der derved afspejler alsidig-heden i musikken. Manticora har siden sidste album stoppet det mangeårige samarbejdet med deres keyboardspiller og har til lejligheden fået Finn Zierler, som vel nok er Danmarks førende af slagsen med. Dette nyskabte samarbejde afspejler sig tydeligt i mus-ikken, specielt hvad angår de store symfoniske passager, som virkelig har fået hele armen.

Omkvædene på pladen har også fået et markant løft til det bedre, og samtlige af disse går direkte ind på lystavlen og jeg må indrømme, at "8 Deadly Sins" har de mest velskrevne omkvæd jeg nogensinde har hørt fra dansk band. Tit og ofte har den samlede presse ikke være positivt indstillet overfor forsangerens vokalarbejde og jeg må desværre tilslutte mig denne opfattelse.

Vokalen kan i mange tilfælde ikke til-slutte sig musikkens høje niveau og dette bliver skivens last i sidste ende. Men jeg kan stadig tilråde folk til at købe "8 Dea-dly Sins", da det er en sublim udgivelse på et højt plan.

I've been a fan of Manticora for a while now...ever since I picked up the album "Darkness with Tales to Tell". The main thing that instantly drew me in was the atmosphere that this band creates in their music. 8 Deadly Sins is no exception.

This release has a very dark underlying atmosphere, quite possibly the most dark and sinister power metal release I've heard. The album starts off qith the intro "If?". It immediately sets off the mood of the album, telling about a man on his death bed reflecting back on his life. He recalls many of the things he has done, thinking about how he led his life. As soon as this track gets you drawn into the atmosphere of the album, "King of the Absurd" starts off and pulls you even deeper into it. This track has some of the most creative guitar work I've ever heard. It may not be overly complex, but it sure as hell impressed me.

Another highlight of the album is "Melancholic". This is more along the lines of what you would hear on the earlier two albums. Fast thrash riffage with tight drumming to go along with it, this is something anyone can enjoy. The keyboards are there, like always, but they serve as more of a tool to create atmospheric elements, rather than a key instrument. Don't get me wrong, however, the keyboard is a very essential part to this album, as it sets the whole mood.

While I could go on and review every single track of this album, I'm not going to, as track by track reviews are generally annoying.Everything about this album has impressed me, Manticora has out done themselves yet again. While this album is not as aggresive as "Hyperion", they have shown a lot more artistic expression on this album.

All I can say is that if anyone reading this is a fan of Manticora, or just thrash and power metal in general should DEFINITELY pick this one up! I can gurantee that you will not be disappointed.

Danish power metal outfit Manticora have mostly been described as a great band with a so-so vocalist. As a consequence, none of their three previous studio albums – “Roots Of Eternity” (1997), “Darkness With Tales To Tell” (2001) and “Hyperion” (2002) – were praised by all of the international press.

This might change with “8 Deadly Sins” though. On their fourth effort, again a concept album, the Intromental managed Danes take their power metal with progressive influences to a seriously higher level. Much of the aggression and the accompanying thrash influences that were present on “Hyperion” are gone, making way for a more progressive approach. This might be an obvious consequence of guest keyboardist Finn Zierler’s presence. Zierler, known as the mastermind of Beyond Twilight, brings even more darkness and drama into Manticora’s songs.

The combination of his key whirls and Kristian Larsen’s guitar loops give them a serious quality boost. This is especially the case with the otherwise pretty fast “Playing God”, the aptly titled “Melancholic”, “Creator Of Failure” and “Enigma”. The song following those tree surprised me even more though. While still fast and powerful in the Manticora tradition, “It Feels Like The End” must be the most melodic track they’ve ever recorded.

The same trend is followed with the aforementioned “Enigma” and semi-ballad “Fall From Grace”, which is a positive thing for those who like their power metal served up with lots of melody. ‘What about the vocalist?’, I hear you asking. Well, much against the wishes of many, he’s still in the band and in my opinion he has overdone himself on this one. Let’s be clear: Lars F. Larsen will never be a superb vocalist, but he at least finally proved he’s not the weakest link in this band anymore. His vocals make up about half of Manticora’s sound, so let’s hope critics, myself included, will stop requesting an other vocalist.

Another producer will not be necessary at all either. Tommy Hansen (Helloween, Pretty Maids, TNT) has outdone himself again at Jailhouse Studios and has delivered one of the best and most powerful sounding power metal records of recent. “8 Deadly Sins” is without a doubt the ultimate Manticora album up till now. If a combination of power, speed, melody and progressive influences sounds nice to your ears, you’ll devour this as us Belgians do with fries.

Bisher habe ich die dänische Power Metal Formation Manticora noch nicht so wirklich wahrgenommen, obwohl sie mit „8 Deadly Sins“ ihr bereits viertes Album vorlegen. „Auf die Combo hätte ich ruhig schon einmal früher stoßen können“ geht mir gleich beim ersten Durchlauf des aktuellen Longplayers durch den Kopf, denn das, was die Jungs hier bieten, ist durchaus hörenswert.

Stilistisch pendeln sich die Dänen irgendwo in der Schnittmenge aus Brainstorm (was die straighten, kraftvollen Parts angeht) und Blind Guardian (im Bezug auf die Bombast Elemente) ein. Fette Riffs, reichlich Solo-Frickeleien und coole Gesangsparts geben sich hier die Klinke in die Hand. Kurz und knapp. Sänger Lars bedient dabei das ganze Spektrum von agressiv bis melodiös, glücklicherweise jedoch ohne in nervige Eierkneifparts abzugleiten.

Zusätzlichen Glanz bekommen die Songs durch akzentuierten Einsatz von Chören verliehen. Der Titel „8 Deadly Sins“ und die Aumachung des Artworks lässt vermuten, dass es sich hier um ein Konzeptalbum handelt, was ich allerdings wegen fehlender Textbeilage nicht mit Sicherheit sagen kann. Dieser Frage werde ich versuchen mittels eines Interviews nachzugehen.

Fazit: Mit ihrem vierten Werk „8 Deadly Sins“ bieten die Dänen Metaller Manticora alles das, was das Herz des eingefleischten Power Metallers verlangt. Einzelne Anspieltipps hervorzuheben, kann man sich sparen, denn das Album ist einfach homogen klasse. 10 Punkte!